Hun kører alt det, den kan trække, og hun kører fra både sin fiskemakker og ”de gamle” i kørestolene. 75-årige Rie Stenberg fra Rask Mølle i Østjylland har haft sin ’Pegasus’ i et år, og hun kan ikke undvære den.
Efter mange år med både bil- og motorcykelkørsel, er elscooteren blevet den eneste ene for Rie. Hun drømmer om, at langt flere ældre får samme glæde og frihed i tilværelsen og kommer ud af huset på den måde.
– Jeg syntes egentlig ikke, at jeg havde råd til en elscooter, men så fandt jeg ud af, at man kunne leje i stedet for at købe, og så skulle jeg altså prøve. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for nu kommer jeg ud i det blå og får luft under vingerne, og jeg ville ønske, at mange flere kom med, fortæller Rie Stenberg, der for nogle år tilbage fik nyt knæ og ikke længere er så glad for at køre bil
Et venskab der kører på el
Minimum en gang om ugen kører hun sammen med sin gode kammerat fra byen enten på skovtur eller på fisketur med madpakker eller en tår kaffe.
– Man skal bare have godt med tøj på, så kan man sagtens klare det, også selvom det blæser eller er lidt koldt. Jeg kan ikke sidde stille i fem minutter, og jeg hader weekender, hvor der ikke sker noget. Så ringer jeg til Anders og siger, at nu tager vi ud og fisker. Om vi fanger noget eller ej, det er ligegyldigt. Vi kommer ud og oplever noget, siger Rie Stenberg, der ikke er bleg for at trykke speederen helt i bund.
– Jeg kører så stærkt, jeg kan. Og jeg kører også fra Anders. Så skælder han mig lidt ud, og så driller jeg ham bare endnu mere. Jeg har altid været lidt af en drillepind, forklarer Rie Stenberg, der især er glad for ture til Uldum sø, hvor de to pensionister sidder på deres scootere med fiskestængerne og nyder fuglekvidder og skovens duft.
Alle har godt af at komme ud i det blå
Det at komme ud af huset betyder alverden for Rie Stenberg, der hjælper de ældre på det lokale plejehjem med at komme på busture og desuden arrangerer stedets månedlige bankospil.
– Vi kører ud i det blå med de ældre og parkerer ude i skoven og får vores madpakker der. Det giver utrolig meget at komme ud af huset på den måde. Vi får lukket op for de ældre på en helt anden måde end inden for plejehjemmets vægge. Men jeg tænker tit på, at det er en skam, at de ikke alle kan køre på en elscooter.
Rie Stenberg arrangerer også ture for andre elscooter-entusiaster i lokalområdet og kører hver torsdag fra ti til tolv, hvis vejret tillader det. Men hun håber, at flere seniorer vil komme ud af starthullerne, som hun siger.
– Jeg vil så gerne have flere med – også på elcykel. Jeg kan se, at der er mange, der har elscootere rundt omkring, og så er det jo bare med at komme ud og køre med. Nogle gange kører jeg med, når dem fra plejehjemmet bliver kørt rundt i elektriske kørestole, og så driller jeg dem lidt, for jeg kan nemt køre fra dem på pegasussen. Jeg er forfærdeligt drillesyg.
Med marsvin og hund i kurven
Rie Stenberg, der i dag er pensioneret, men har mange uddannelser og jobs bag sig både som frisør, tjener og veterinærsygeplejerske. Ud over arrangementerne på plejehjemmet sidder hun også i bestyrelsen i boligforeningen, går til petanque og tager til marsvineudstilling med sit marsvin Brownie, der også jævnligt får en tur på elscooteren.
– Jeg har altid været en dyreven, og derfor skal både min hund Sussi, men også marsvinet Brownie have fornøjelsen af at blive luftet en gang imellem. Jeg kan jo ikke have dem med i Brugsen, men når jeg så kommer hjem, kan jeg godt se, at Sussi er sur, hvis hun ikke har været med. Så kører jeg hende lige med ud i garagen og går tilbage, så hun også får en lille tur, forklarer Rie Stenberg, der passer og plejer sin elscooter, som var det en Rolls Royce. ’Pegasussen’, som hun kalder den, kommer ind og bliver pudset, og hvis hun har kørt i ral, pilles stenene ud af dækkene med pincet.
– Jeg er så enormt glad for den frihed og de oplevelser, der følger med den, at det falder mig helt naturligt at nusse sådan om den. Det er den, der holder mig oppe og gør mig glad. Den kommer også til årligt eftersyn, hvor folkene fra Pegasus Elscooter kommer til mig og tjekker alt igennem, fortæller Rie Stenberg.
Pegasus Elscooter er en landsdækkende specialist i elscootere, der tilbyder både direkte salg, finansiering, leje og service. Vi kommer ud til brugere i hele landet med både vores salgs- og servicebusser.